Mel Gibson som drukkenbolt er –desværre- ikke unormalt. Manden har et had-kærligheds-forhold til flasken, eller i hvert fald til indholdet. Det har flere gange kostet ham dyrt. Men at se Mel Gibson svær deprimeret, det er noget helt andet. Jeg ved ikke særligt hvad jeg skal med termen ”depression”. Jeg kan høre Mikael Jarnvig sige: ”en depression i Syddanmark”. Når det handler om en meteorologisk depression kan jeg lave mig en forestilling hvad det er. Når en person er lidt nedtrykt, og kalder sig selv ”deprimeret”, kan jeg også forstå det, men det er også dertil mit hoved kan følge med. En kronisk depression er meget svært at fatte for mig. En af mine venner har været svær deprimeret i mange år, og det er ikke lig med en hel række bad-hair-days, og for at være ærligt: jeg fatter ikke en brik af det. The Beaver, en film af Jodie Foster, forklarer det heller ikke, men giver alligevel en lile smule indsigt i hovedet af en deprimerede. Gibson spiller rollen af Walter Black, administrerende direktør i en legetøjsfabrik. Hans ældste søn hader ham, hans yngste søn føler sig forladt af hans far, og hans kone lever sit eget liv, og ser ham hellere gå end komme. Og Walter vil hellere ligge på den anden side af det grønne græs. Selvom han ihærdigt prøver, mislykkes alle hans forsøg. En hånddukke i skikkelsen af en bæver giver ham et slags talerør, og dermed er han i stand til at se situationen i øjnene. I hvert fald, det tror han. I alt hvad han laver, lever han igennem Bæveren, og det ligner til at være succesformlen: konen er glad, sønnen er glad, og oven i købet går det fantastisk på arbejdet. Men han bliver ved med at holde sig selv for nar. Hans omgivelser bryder facaden, og når det går op for Walter, tager han en drastisk beslutning.

Jeg ved stadigvæk intet op depressioner. Det jeg ved, er at depressioner er forskellige fra person til person. Men jeg tror at forfatteren af filmen, en vis Kyle Killen, skitserer et godt billede af hvad der foregår i hovedet på en deprimerede: vejen opad er sværere end hvad man bare kan forestille sig. Personligt har jeg det allerede svært ved at forestille mig at jeg ville gå en tur på 500 meter (uden hjælpemidler – jeg har det man kalder et ”dårligt ben”, red.), for ikke at tale om at jeg ikke kan forestille mig at nogen kan løbe en maraton og kan vinde det. At overvinde en depression er endnu sværere, og kræver en selvdisciplin af jern, fuldstændig accept af din situation hos dine omgivelser, absolut ingen stress og en god professionel vejledning. Og viljen til at opgive alt hvad man har. Alt.

Walter har forsøgt et hav af midler: piller, meditation, samtaleterapi, bøger, hypnose – det har bare ikke hjulpet ham. En drastisk ændring lærer ham hvordan han kan omgås sin situation. En ændring som jeg ikke nogen vil anbefale. Men selvom Walter lærer hvordan han kan leve et normalt liv, skal han altid være opmærksom, fordi det mindste kan gøre, at han falder tilbage i en depression.

Vennen, som jeg nævnte lige før, har op til flere gange opgivet alt. Han har oven i købet ændret sit navn engang for at kunne starte forfra. Desværre er samfundet ikke indrettet for folk med en depression. For min ven er jeg bange for, at han aldrig nogen sinde kommer ud af det.

Jeg er ikke deprimeret. Tror jeg. Godt nok har jeg om morgenen svært ved at komme ud af min seng, og ofte har jeg ikke lyst til at gøre hvad jeg skal, og vil hellere lave ting hvor jeg kan have det sjovt med.

Denne film har alligevel lært mig noget: jeg kan aldrig løse en depression, jeg kan kun forsøge at vise fuldkommen respekt for dem i mine opgivelser, der lider af en depression.

Share