Kære hr. Seebach og hr. Ankerstjerne

Deres budskab er feset ind. Jeg er klar over at I har den holdning, at det ikke betyder noget om man nu har penge eller ej. Det er helt rigtigt, at penge ikke gør lykkelig. Så til en vis grad er jeg enig med jer. Men hvad ved I nu om det? Hr. Seebach har altid levet under de beskyttende vinger af far Tommy – jeg ved ikke om han var rig, men mandens musik bliver stadigvæk købt, så pengemæssigt behøver familien Seebach ikke bekymre sig. Hvordan det er med hr. Ankerstjerne, ved jeg heller ikke, men du er heller ikke en fattigrøv.

I har begge to nok penge til at kunne tage en luksusferie eller to om året, og køre rundt i fede biler. Jeg bærer ikke nag over det – I har fortjent det. I er dygtige, og I gør en kæmpe indsats til at bringe jeres budskab. Men problemet er, at I ikke kan udtale jer om det gør forskel at være fattigrøv eller millionær.

Selvfølgelig, et kærlighedsforhold skal ikke være betinget af det faktum at man er millionær. Og det er ikke godt at man kun snakker om pengene, og har ”en million” som primært mål i livet. Men I går lidt for let hen over det faktum, at ”en fattigrøv” ikke har de samme midler som en millionær.

Engang var jeg rig. Jeg havde masser af penge. Det var lige før at jeg havde en pengetank med ti-meter-vippe ligesom Onkel Joachim har. Jeg havde ingen kæreste, boede hos min mor og far fordi det var nemt, men på min konto havde jeg et beløb på 7 cifre, eller 9 hvis man regner tallene bag kommaet med. Jeg købte det jeg havde lyst til, og pengene voksede alligevel. En dag besluttede jeg for at investere pengene i min egen virksomhed, og det ville have givet større afkast, hvis ikke en vis hr. bin Laden ville vise verdenen at han eksisterede. Det havde en krise til følge, og den trak min virksomhed med ned i dybden. Det var mine egne penge der røg sig en tur, og jeg måtte starte helt forfra.

Jeg er ikke nået til tops mere. Og det er ikke mit mål længere. Jeg vil bare have det sjovt. Men jeg kan fortælle jer, at det er frustrerende at jeg ikke kan give min kone en ferie på et krydstogtskib, ikke engang hos selskabet bag Costa Concordia, som har halveret priserne på deres rejser. Eller frustrerende? Nej, det er det egentligt ikke, når jeg tænker over det. Sådan er det bare. Det bliver bare frustrerende når to rige stjerner påstår at det ikke gør forskel.

Venlig hilsen

Albert van Harten

Share

Så snart temperaturen kommer under nulpunktet, begynder det igen. En tynd lag is er grund nok til at få mange nederlændere, og især frisere (et stædigt folk i nord-Nederlandene – haha), til at gå fuldstændig amok. ”Kommer der en elvebyertur?” Spørgsmålet er aktuelt igen.

Et digt fra en, der hedder Van Boelens, i 1740, fortæller allerede om en gut, ved navn Pier, som har skøjtet fra hovedstaden i Friesland (Leeuwarden, på frisisk hedder provinsen Fryslân, og hovedstaden Ljouwert), forbi alle elve byer i provinsen, og tilbage til Leeuwarden, på én dag. Andre kilder nævner væddemål mellem folk, om at det var muligt at tage turen, på knap 200 km. på en dag.
En mand, ved navn Pim Mulier, har fået fastlagt at han har skøjtet hele turen i januar 1891, helt alene. Denne Pim Mulier var den person, der lavede det om til en konkurrence, og d. 2. januar 1909 blev den første officielle Elvebyertur et faktum. Mulier havde designet et lille kors, kaldet elvebyerkorset, for alle og enhver der har fuldført turen. Det var dog ikke Muliers mening at det skulle blive en tradition.

Efter den officielle tur i 1909 fandt stiftelsen af Foreningen De Frisiske Elve Byer (Vereniging De Friesche Elf Steden) sted. Foreningens mål var, at fremme skøjtesporten i Friesland, og –hvis omstændighederne tillader det- udskrive en Elvebyertur.

Der er dog strenge krav, som skal overholdes før ”Turenes Tur”, som den også kaldes, bliver udskrevet. Udover at der er et maksimum på antallet af deltagere, er det også et krav at isen over hele længden har en tykkelse på MINDST 15 cm. Selvfølgelig kan de ikke måle tykkelsen på hele afstanden, men derfor har Foreningen inddelt turen i 22 områder (de kalder et område for en ”rayon”). Alle ”rayonner” har en formand, som de kalder et ”rayonhoofd”. Og når alle rayonhoofden samles, så er det en verdensnyhed. Altså i Nederlandene. Aviserne skriver med store bogstaver, at NU kommer der en Elvebyertur. Det er langt fra sikkert, selvfølgelig, for ellers kunne de bare lade være med at mødes. Men det er et faktum, at så snart det fryser, så øges antallet på reserveringer til hoteller, ferieparker, bed-and-breakfast, vandrerhjem, og andre sovesteder. Især når ”de rayonhoofden” kommer sammen. Det er jo ret sjældent at Turenes Tur bliver udskrevet. Sidst det kunne lade sig gøre, var i 1997, og det var også den sidste gang, hvor ”de rayonhoofden” kom sammen. Altså udover 2012. I går, d. 5. februar 2012, holdt ”de rayonhoofden” et udforskende møde, for at se om der var en chance for at der udskrives en Elvebyertur i 2012.

Lige nu, kl. 09.36, meddeles det, at der ikke endnu kan nævnes en dato for en eventuel Elvebyertur. På onsdag er der et nyt møde. Så journalister fra hele landet er strømmet sammen i Friesland, for at høre de magiske ord ”It sal heve”, hvilket er frisisk for ”Det sker”*.

Update (06.02.2012, 10:22): Wiebe Wieling, formanden af Foreningen De Frisiske Elve Byer, har sagt, at vejrsudsigterne ser godt ud, for at kunne udskrive en Elvebyertur, men at isen i den sydøstlige del af provinsen ikke er tyk nok. Det lokale “rayonhoofd” har ikke endnu været i stand til at krydse hen over søen “Slotermeer”, hvilket betyder at det slet ikke er tyk nok, for at kunne klare 16.000 deltagere. De håber at der kan komme en Elvebyertur i år, men det er vejret der har det sidste ord. De gør hvad de kan, men at styre vejret – det må de overlade til andre instanser.

Update (09.02.2012, 19:29): Det ser ikke ud til, at der kommer en Elvebyertur i år. Formanden af Foreningen De Frisiske Elve Byer har meddelt i går, at de har håbet på, at det kunne lade sig gøre i år, men der er for store risici, da isen ikke er tyk nok over hele afstanden. Intet er så foranderligt som vejret, så måske kommer der endnu en Elvebyertur, men chancen er lille.

*Traditionen tro siger formanden af Foreningen De Frisiske Elve Byer “It sal heve”, som starttegn på at organisationen udrulles. I 1997 brød daværende formand Henk Kroes med denne tradition, og sagde “It giet oan”. Disse ord er, trods traditionen mere kendte end “It sal heve”.

Share

Mel Gibson som drukkenbolt er –desværre- ikke unormalt. Manden har et had-kærligheds-forhold til flasken, eller i hvert fald til indholdet. Det har flere gange kostet ham dyrt. Men at se Mel Gibson svær deprimeret, det er noget helt andet. Jeg ved ikke særligt hvad jeg skal med termen ”depression”. Jeg kan høre Mikael Jarnvig sige: ”en depression i Syddanmark”. Når det handler om en meteorologisk depression kan jeg lave mig en forestilling hvad det er. Når en person er lidt nedtrykt, og kalder sig selv ”deprimeret”, kan jeg også forstå det, men det er også dertil mit hoved kan følge med. En kronisk depression er meget svært at fatte for mig. En af mine venner har været svær deprimeret i mange år, og det er ikke lig med en hel række bad-hair-days, og for at være ærligt: jeg fatter ikke en brik af det. The Beaver, en film af Jodie Foster, forklarer det heller ikke, men giver alligevel en lile smule indsigt i hovedet af en deprimerede. Gibson spiller rollen af Walter Black, administrerende direktør i en legetøjsfabrik. Hans ældste søn hader ham, hans yngste søn føler sig forladt af hans far, og hans kone lever sit eget liv, og ser ham hellere gå end komme. Og Walter vil hellere ligge på den anden side af det grønne græs. Selvom han ihærdigt prøver, mislykkes alle hans forsøg. En hånddukke i skikkelsen af en bæver giver ham et slags talerør, og dermed er han i stand til at se situationen i øjnene. I hvert fald, det tror han. I alt hvad han laver, lever han igennem Bæveren, og det ligner til at være succesformlen: konen er glad, sønnen er glad, og oven i købet går det fantastisk på arbejdet. Men han bliver ved med at holde sig selv for nar. Hans omgivelser bryder facaden, og når det går op for Walter, tager han en drastisk beslutning.

Jeg ved stadigvæk intet op depressioner. Det jeg ved, er at depressioner er forskellige fra person til person. Men jeg tror at forfatteren af filmen, en vis Kyle Killen, skitserer et godt billede af hvad der foregår i hovedet på en deprimerede: vejen opad er sværere end hvad man bare kan forestille sig. Personligt har jeg det allerede svært ved at forestille mig at jeg ville gå en tur på 500 meter (uden hjælpemidler – jeg har det man kalder et ”dårligt ben”, red.), for ikke at tale om at jeg ikke kan forestille mig at nogen kan løbe en maraton og kan vinde det. At overvinde en depression er endnu sværere, og kræver en selvdisciplin af jern, fuldstændig accept af din situation hos dine omgivelser, absolut ingen stress og en god professionel vejledning. Og viljen til at opgive alt hvad man har. Alt.

Walter har forsøgt et hav af midler: piller, meditation, samtaleterapi, bøger, hypnose – det har bare ikke hjulpet ham. En drastisk ændring lærer ham hvordan han kan omgås sin situation. En ændring som jeg ikke nogen vil anbefale. Men selvom Walter lærer hvordan han kan leve et normalt liv, skal han altid være opmærksom, fordi det mindste kan gøre, at han falder tilbage i en depression.

Vennen, som jeg nævnte lige før, har op til flere gange opgivet alt. Han har oven i købet ændret sit navn engang for at kunne starte forfra. Desværre er samfundet ikke indrettet for folk med en depression. For min ven er jeg bange for, at han aldrig nogen sinde kommer ud af det.

Jeg er ikke deprimeret. Tror jeg. Godt nok har jeg om morgenen svært ved at komme ud af min seng, og ofte har jeg ikke lyst til at gøre hvad jeg skal, og vil hellere lave ting hvor jeg kan have det sjovt med.

Denne film har alligevel lært mig noget: jeg kan aldrig løse en depression, jeg kan kun forsøge at vise fuldkommen respekt for dem i mine opgivelser, der lider af en depression.

Share

Det må have været i 2010, hvor en lille landsby, under postnummeret af metropolen Ansager, ved navn Skovlund (altså uden E til sidst), ville sætte sig selv tydeligere på verdenskortet. Landsbyen har en borgerforening, og det var denne forening, som udskrev en konkurrence om at finde et nyt slogan til landsbyen.

I lang tid, i hvert fald indtil 2009, kunne man se et skilt ved byens indgange, om at Skovlund var ”årets landsby 1994”. Fjorten gange lykkedes det tilsyneladende ikke Skovlund at generhverve denne position, men de har skiltet med det alligevel hele femten år. Og nu skulle der ske noget. Med en kurv fyldt med forskellige varer fra den lokale ”køwmand” på højkant tænkte borgerforeningen at der ville komme et nyt slogan.

Jeg deltog. Om det nu var min kone eller jeg der fandt på slogan’et, tør jeg ikke mere sige. Jeg vandt ikke. Og det er også fair nok. Jeg er absolut ikke skuffet over det. Min indsendelse var ikke dårlig, efter min egen vurdering, men den er langt fra så god som TV2’s reklameafdelingens slogan ”Vi ses”.

Jeg var ikke tilstede da vinderen skulle udnævnes. Men et par dage senere kørte jeg gennem Skovlund, og så deres nye slogan: ”Velkommen til Skovlund”.

Nå ja, jeg tror heller ikke at ”Velkommen hjem” var en kurv på kr. 800,00 værd. Jeg skulle have indsendt ”Skovlund, bare et bump på vejen”.

Share

Det kan jeg egentligt godt forstå. Tror ikke der findes mange der ønsker dårligt nytår, medmindre man tilhænger en syg form for masochisme. Jeg ønsker også et godt nytår. Og jeg ønsker også at jeg får flere kunder. Faktisk ønsker jeg også en million kroner på kontoen. Så set i det lys, kan man sige at Fakta var ret beskedent ved at bruge penge på en radioreklame for at fortælle at de ønsker et godt år.

Egentligt mener Fakta, at de ønsker KUNDERNE et godt nytår. Altså, reklamen skulle være: ”Fakta ønsker dig/jer et godt nytår”. Men tja, tid er penge, især når det handler om reklametid i landsdækkende radioen.

Jeg vil gerne sige tak til alle mine læsere, og håber at I bliver ved med at bakke mig op om mine bestræbelser til at skrive underlige og mærkelige ting. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at stoppe med Albertlogikken. Så derfor hermed: jeg ønsker jer et fantistask 2012!

Share

Få år siden fik jeg en no-stress-cd i hænderne. For at blive rolig igen efter man er kommet helt op i det røde felt. Stress, det er meget populært. Ikke at folk gerne vil have det. Nej, desværre er det et hyppigt fænomen. Og hvis man har fået det, så er det svært at komme af med.
I mange år har jeg proklameret at jeg ikke tror på stress. Og til en vis grad gør jeg det stadigvæk ikke. Jeg benægter ikke eksistensen af stress. Jeg lader mig bare ikke stresse. Og det er ikke noget jeg selv har fundet på. Det stammer fra før Romerriget.

Om du nu er kristen eller ej, man skal komme med ret gode argumenter for at sige at Bibelen ikke indeholder visdom. Eller også er man bare fuldstændig kuk kuk.
Især Prædikerbogen er en bog, som også bliver accepteret af ikke-kristne. En kendt passage fra bogen handler om tid. Der er en tid til dit og der er en tid til dat. Og så nævnes der en stak eksempler: at elske og at hade, at slå ihjel og at helbrede. Og efter 13 modsætninger skifter forfatteren (sandsynligvis kong Salomo af Israel) over til en højere gear.

Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget? Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham. Det, der var, er der allerede igen; det, der kommer, har allerede været. Gud opsøger det, der svandt bort.

Det er da ikke bare en lille ting! Egentligt siger forfatteren her, at vi kan gøre som der passer os, og at vi bare skal nyde livet. Det gælder folk der tror på Gud, og for dem, der ikke tror på Gud. Forfatteren her tror på Gud, og skriver det derfor fra hans synsvinkel.

Senere, i den samme Bibel, bliver historien kortfattet: “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Altså kort sagt: vær ikke bekymret, pres ikke dig selv, i morgen kommer der en ny dag. Og det der det man kalder Carpe Diem. Pluk dagen.

Inden jeg skrev artikelen, og ledte efter kilder, troede jeg at Carpe Diem er det samme som Prædikerens Bog kapitel 3, og Matteusevangeliet, kapitel 6 vers 34. Men så fandt jeg ud af, at Carpe Diem egentligt opråber til det modsatte.

Den romerske digter Horat siger i sin første bog, i Ode 11, noget om Carpe Diem.

“vær klog, si vinen, og kort din langtidsplan ind til en mindre tidsramme. Mens vi snakker, slipper den jaloux tid ud: pluk dagen og regn så lidt som muligt med i morgen“.

Men Carpe Diem-opfattelsen som mange mennesker påstår at efterfølge, er egentligt intet andet end det, Bibelen siger, men den person, der introducerede ordene Carpe Diem, mente noget helt andet end det, vi har gjort Carpe Diem til. Eller egentligt, hvad Louis Couperus (en nederlandsk forfatter fra 1800-tallet, som blev kendt i Frankrig og mange andre lande) gjorde ordene til. Det var ikke et på sig selv stående faktum, at folk begyndte at bruge Carpe Diem til at blive lidt mindre stram i alle standarder, regler og vaner.

Uanset hvad, om du nu hellere vil identificere dig med Couperus-versionen af Carpe Diem, eller med de vise ord af Kong Salomo (og kortfatningen af Jesus), jeg vil gerne give alle det gode råd til ikke at stresse. Jeg har anvendt det i årevis: intet og ingenting kan og må stresse mig. Og alle der forsøger, får lov til at vente endnu længere. Jeg kan spå nu: dit liv bliver en del sjovere. ALtså, hvis du ikke modtager et svar fra mig på en mail indenfor fire timer, så skal du i hvert fald ikke ringe ting mig eller sende en besked mere. For så kan du vente endnu længere. Først til mølle, men præver du at springe køen over, så bliver man sat sidst i køen. Hvordan var det nu med det der “mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.”?

Share

Den 5. december er det Skt. Nikolaus Aften. Hvem i alverden er Skt. Nikolaus? Godt spørgsmål, og hvorfor er det interessant? Egentligt er det, fordi det er Julemanden jeg snakker om. Ho ho ho.

Julemanden kommer fra Grønland. Eller fra Nordpolen, hvis du spørger en amerikaner. Hvem har ret? Danskere har ret i, at Julemanden kommer fra Grønland, og amerikanerne har ret i deres påstand om Nordpolen som bopæl for denne mystiske børneven. Fordi det er sådan, historien bliver fortalt til børnene. Nu vil jeg ikke ødelægge det for nogen, men historien om Julemanden er bare noget, folk har opfundet gennem årenes løb. Det er dog ikke helt så tosset, hvis man ellers tror på mundtlige fortællinger fra mange århundreder siden.

Det er ikke helt klart, hvornår manden har levet, hvis han altså har levet, hvilket man går ud fra. Det formodes at han blev født i året 280, i Lycien, i Tyrkiet, og at han døde i 342 eller 352 – men helt konkrete beviser har man ikke. Han blev kaldt Nikolaus, Nikolaj, Nicolás eller noget i den retning. Ifølge historierne kunne hans mor ikke få børn, men blev hun lovet et barn, hvis barnet skulle stå til Guds rådighed. Altså ikke noget med at han skulle ofres, men han skulle bare stille sit liv til rådighed for kirken, ligesom den bibelske Samuel. Og så var den deal på plads. Hvorvidt historien passer, skal altid være et spørgsmål. En angivelig deltagelse i et konsilium i Nicaea (du ved, der hvor trosbekendelsen, som stadigvæk bruges i den danske folkekirke, blev forfattet) findes ikke tilbage i al dokumentation vedrørende dette konsilium, på trods af at der ifølge fortællinger har fundet et slagsmål sted mellem Arius og Nikolaus. Arius var en af de anledninger til at afholde dette konsilium. Altså, alt hvad vi ved om Nikolaus kan godt være vrøvl.

Men trods dette blev Nikolaus gjort til hellige, og blev i den forbindelse en kendt person in såvel den græsk-ortodokse kirke, den russisk-ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke. Han døde d. 6. december, og derfor er det Skt. Nikolaus Dag. Ligesom vi fejrer juleaften dagen før jul, er Skt. Nikolausaften d. 5. december. Den fejres bare ikke i Danmark som sådan.

Historien går, at Skt. Nikolaus engang har givet tre piger en brudeskat, sådan at de kunne blive gift. Det lyder sødt, ikke også? Sandsynligvis var de piger ludere, og derfor er Nikolaus skytshellige for prostituerede. Han har også engang sørget for at et skib ikke sank i en storm (jaja, han var da en dygtig en), og er derfor også sømændenes hellige. Også børn, apotekere, købmænd, studerende, slagtere og sågar tyveknægtene, mordere og piraterne blev beskyttet af denne gut. Personligt ville jeg ikke være særlig stolt ved det, men det er måske også derfor at kun den del med børnene bliver fremhævet. Nikolaus var efter sigende ret god for børnene.

Allerede i 1400-tallet blev der fejret en fest for Skt. Nikolaus. Det begyndte med en kirke, der fik folk til at stille en sko ved kirkens dør. De rige kunne putte noget i skoene, som dagen efter blev fordelt mellem de fattige børn. Senere blev det en tradition at børn stillede deres sko ved døren eller pejsen, hvor forældrene puttede noget i skoene. Børnene fik at vide at det var Skt. Nikolaus der gjorde det. Og så begyndte traditionen. Og der blev gennem mange år bygget en hel historie om denne mand. Og i ethvert land eller kultur er der andre detaljer. Jeg kender selvfølgelig bedst historien om Skt. Nikolaus i mit hjemland, og det er også landet hvor Skt. Nikolaus bliver ”fejret” i stor stil.

Han rider på en hest (nærmere en skimmel) over tagene. Han kommer fra Spanien. Han sejler på et dampskib, hans hjælpere går ind i husene gennem skorstenene, putter små gaver i skoene som børnene har stillet fremme, og hvis børnene har puttet en gulerod i skoene, tager de den med til hesten.
Skt. Nikolaus bruges også som trussel mod børnene: er de ikke artige, så bliver de taget med i sækken på hjælpernes ryg, og skal blive i Spanien til næste år. Nikolaus ville vende sig om i sit grav.

De der hjælpere, de er altså sorte. I mange år har det ikke været et problem, men de seneste år bliver der bare ballade om det hvert år. En gruppe nederlændere i Canada, som fejrer Skt. Nikolaus hvert år, har fået en henvendelse fra en afrikansk forening, om at de synes, at det er ret diskriminerende at Skt. Nikolaus har slaver – slaveri er jo afskaffet for længst. Men hvorfor er hjælperne nu egentligt sorte? Tja, hvis de ved hvert hus skal rutsje ned gennem skorstenen, for at komme ind, så kan jeg godt forstå deres farve. Det forklarer bare ikke hvorfor deres tøj forbliver så flot.

I Danmark findes der en nederlandsk-dansk forening. Hvert år fejrer de Sinterklaas. Sinterklaas er en sammentrækning af ”Sint Nicolaas”, som han hedder på nederlandsk. I årenes løb er der mange nederlændere der flyttede til USA – og tog deres traditioner med. Bl.a. den 8. præsident i USA, Martin van Buren, fejrede Sinterklaas. Eller, som han efterhånden blev kaldt i USA: Santa Claus. I Myra, hvor Nikolaus efter sigende ligger begravet, står der et statue af ham, med en slags hængende hat. Ligesom Santa Claus. Altså Julemanden. Så altså… Om han nu kommer fra Nordpolen eller Grønland – vi ved ikke engang om han overhovedet har eksisteret. Og hvor Rudolf kommer ind i billedet, er endnu et mysterium. Måske at jeg prøver at udforske det en anden gang.

Share

Folk begyndte at spørge mig om jeg ikke hellere skulle have et jagttegn, om jeg syntes at slagteren var for dyr, eller om mit jagtgevær var i stykker.
Det er et faktum at jeg tilsyneladende er god til at ramme. Jeg har i hvert fald bidraget til, at Danmark har mistet tre rådyr. Men det har kostet mig rimelig meget.
Den første gang har jeg betalt kr. 5.500,00, som selvrisiko, resten betalte min forsikring. Altså, det var meningen, de tog selvfølgelig pengene alligevel, fordi min præmie steg en ordentlig del. Jeg kunne lige så godt have betalt skaden selv. Til gengæld, så ville jeg ikke have haft den lånebil, som jeg brugte til at køre rådyr nr. 2 ned. Kun 13 dage senere. Jeg blev lidt sløv i mine evner til at være en god jæger, for der skulle gå fem til seks år, før jeg ramte igen et rådyr. I mellemtiden har jeg kun kørt én kat og en hel del fugle og insekter ned. Men de der rådyr, det bliver man træt af. Og derfor har jeg tilpasset min kørestil – i stor stil!
Min nye bil har kruskontrol fartpilot, og gearpilot. Så jeg indstiller bare min bil til at køre det jeg må, og jeg behøver kun bremse hvis der er noget jeg skal bremse for, og selvfølgelig tilpasse retningen jeg kører i. Det skulle være mere sikkert i trafikken, at holde sig til de fastlagte fartgrænser. Men sjovt nok fremprovokerer min nye kørestil mange ulovlige overhalinger, brug af horn og/eller en bestemt finger, og ellers har jeg set mange biler hvor langlygterne ikke fejler noget. Min kørestil tillokker også mange mennesker, der tilsyneladende gerne vil læse hvad der står under min nummerplade, eller også er de bare interesseret i at se nærmere på min kofanger.

Her i eftermiddags gik det næsten galt. Jeg var på vej fra Esbjerg til Grindsted. Lige efter man er kørt forbi Stenderup er der en vej til højre, mod Hejnsvig. Jeg kom kørende med 80 km/t. Det er den maximale hastighed man må køre der. I bakspejlet kunne jeg allerede se en bilist, der kom med en væsentlig højere fart, jeg formoder ca. 105 km/t. Det så ikke ud til at han sænkede fart, så jeg holdt allerede op med at trække vejr. Ikke fordi jeg var bange for at han ville køre ind i mig, det var tydeligt at han ville køre forbi mig. Men fra vejen mod Hejnsvig kom der også en bilist. Vedkommende så tilsyneladende mig, og tænkte: jeg kan sagtens køre over vejen, før ham der med sneglefarten er nået hertil. Og kørte over vejen. Og så opdagede han bilisten som var ved at overhale mig. Jeg tror at vedkommende havde en engel på hans skulder, fordi han nåede LIGE at køre ind i rabatten, uden at ramme nogen. Også den overhalende bilist nåede at komme tilbage i sin bane.

Så bare fordi jeg holder loven, er jeg årsag til at andre begår dumme fejl, og dermed skaber jeg farlige situationer. Det er sjældent at folk bliver kørende bag mig. Især når det er mørkt, og jeg kører ti kilometer i timen langsommere.

Inden ovenstående episode fandt sted, har jeg også kørt 50 km/t på den samme vej, fordi en eller anden idiot, som ikke måtte overhale, syntes at det var forsvarligt at køre med 80 km/t bag mig, med kun ca. 20-25 meter afstand. Jeg besluttede mig derfor at tilpasse hastigheden lidt til afstanden, og satte farten ned med 30 km/t.

Jeg skal aldrig påstå at jeg er en god chauffør – men det er da sindssygt at man tilsyneladende skal køre stærkere end tilladt, bare fordi det er mere sikkert?

Share

Unormalt er det modsatte af normalt. Og normalt er det som sætter normen.

I mit arbejde kommer jeg ofte hjemme hos folk. For dem, der ikke kender mig: jeg er nederlænder, bosat og selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Aldrig har en kunde spurgt mig, om min mand er dansker eller ej. Derimod har jeg ofte fået spørgsmålet, om min KONE er dansker. Og det er egentligt ret mærkeligt, at man på forhånd går ud fra, at min partner er af det modsatte køn.
Det sker ret tit, at en kunde spørger: ”Er du dansk gift?” Jeg svarer altid ”Ja, det er jeg”. Ikke sjældent får jeg så spørgsmålet ”Er du kommet til Danmark for hende?”. Ja, jeg er kommet til Danmark for hende. Men det kunne lige så godt være at jeg er kommet til Danmark for HAM. Man går ud fra at jeg er heteroseksuel.
Jeg husker, at jeg for nogle år siden havde nederlandsk radio tændt i bilen. Mellem to sange snakkede værten i telefonen med en konkurrencevinder, som lige havde scoret to biografbilletter. ”Skal du se filmen med din kone?” spurgte værten. ”Nej, jeg er bøsse”, var reaktionen. ”Nå, men hyg dig. Hej”. Jeg vidste ikke hvad jeg hørte!
Jeg troede, at bøsser var accepterede. Jeg troede at det var det mest normale i hele verdenen, at være homoseksuel. Men tilsyneladende er det det ikke. Det viser også den situation, som jeg ofte har oplevet hos mine kunder. Normen er, at man som mand finder en kvinde, og som kvinde en mand.
Det modsatte viser sig at være gældende. Det viser sig at det er nødvendigt at have en organisation som propagerer bøssefrigørelse. Det er absolut ikke noget selvsigende. Og det, mens det faktisk er en tabu at synes, at bøsser og lesbiske er tabu. En tabu på en tabu. Man må ikke synes at homoseksualitet er forkert. I Nederlandene, hvor folk af samme køn kan blive gift ligesom mand-og-kvinde, er det – ifølge flertallet i parlamentet – ikke tilladt at en borgmester (eller en anden repræsentant fra kommunen) nægter at gifte to af samme køn. Men alligevel går man ud fra, at man er heteroseksuel.

Jeg kan nu skrive med store bogstaver, at jeg ikke er bøsse. For at vise at jeg er en rigtig heteroseksuel. En rigtig mand. Jeg gør det ikke. Jeg spørger mig selv kun: er det virkelig nødvendigt, at man bliver agtet at syne at bøsser er normale? Også en homoseksuel kunde gik fra starten ud fra, at min partner er en kvinde. Og det, mens denne (kvindelige) kunde har boet sammen med sin (kvindelige) kæreste i mange år.

Jeg er ked af at sige, at jeg må konkludere, at bøsser ikke bliver accepteret. Det er og bliver en undtagelse. Tilsyneladende er bøsser unormale.

Share

Kampen er slut. Der er truffet en afgørelse, og vi har mistet retten til domænet slowpcfighter.dk. Hvis vi overhovedet har haft retten.

Jeg, som indehaver af Havécom Danmark, men også som privatperson køber i ny og næ domæner. Nogle gange for at hjælpe en virksomhed eller en privatperson, andre gange fordi jeg synes det er sjovt. Jeg aner ikke mere, hvordan jeg har fundet ud af, at domænet slowpcfighter.dk stadigvæk var fri, men af uransagelige årsager bemærkede jeg det en dag. Jeg kender programmet SLOW-PCfighter ret godt. SLOW-PCfighter er et program, som hævder at det kan gøre en computer hurtigere. Hvis du som læser kan finde et sten, som du kan læsse på en bil, og som gør at bilens vægt bliver LETTERE, så tror jeg at du fortjener at få Nobel prisen for videnskaben. For det er umuligt. Ligeledes kan man ikke lægge noget på en computer, der gør computeren hurtigere. ALT hvad man lægger på en computer, gør en computer langsommere. Nu er det selvfølgelig muligt at fjerne ANDRE ting ved hjælp af et program – men et sådant program skal ikke ligge og køre rundt i computerens hukommelse. For ellers er det ikke et hår bedre end enhver virusagtig eksistens.

Men på trods af at jeg synes at SLOW-PCfighter skal være bandlyst fra markedet, ligesom alle andre vira, og selvom jeg synes at manden bag SLOW-PCfighter og dens familie, Martin Thorborg (stifter af Jubii i sin tid) er bare en blærerøv som har haft heldet med sig, har jeg ikke noget imod virksomheden bag SLOW-PCfighter. Eller mod Thorborg for den sags skyld. Jeg vil ikke købe hos dem, anbefaler alle mine kunder at SPAMfighter ApS’s programmer bliver fjernet da det alligevel ikke virker.

For omkring halvandet år siden, blev jeg inviteret af SPAMfighters udviklingschef, Justin Bellinger, til at snakke om SLOW-PCfighter. Jeg skulle fremlægge bevis på, hvorfor programmet er fusk. Jeg havde brugt meget tid på at undersøge det, og mindre end et døgn fra mødet, blev det pludseligt aflyst fra Bellingers side. Manden skulle pludselig til hullabullaland eller noget. En ny aftale blev det ikke, men jeg måtte fremlægge min kommentar pr. mail. Det har jeg nægtet, da jeg i så fald kunne have lavet aftaler med kunder, den dag hvor jeg skulle til København. Jeg har altså mistet indtægter for den dag, og dermed også for de dage som jeg har brugt på at undersøge programmet. Men jeg valgte at lade det liggende.

Så kom er en skønne dag en mail af en advokat. Han spurgte om jeg eventuelt var interesseret i at sælge domænet slowpcfighter.dk. Det havde jeg. Jeg ville faktisk gerne give dem gratis domænet – de har jo krav på det, og jeg ville bare sørge for at andre ikke fik fat i det. Og så kunne jeg imidlertid tiltrække flere mennesker til mit websted – selvom jeg ikke vil associeres med SLOW-PCfighter. Men jeg er jo handelsmand, så da advokaten spurgte ”Og i så fald til hvilken pris?”, fortalte jeg ham at det ikke ville blive billigt, fordi jeg havde faktisk planer med domænet. De planer bestod af, at jeg ville beskytte domænet, ikke mere og ikke mindre, men man skal ikke lægge alle sine kort på bordet med det samme. Og da jeg følte mig brændt af af Justin Bellinger, besluttede jeg at jeg ville se om jeg så kunne få en del af den skade tilbage ved at indgå en handel.

Advokaten var nysgerrig, og ville høre hvad Justin har gjort. Jeg forklarede det til ham, og indtil jeg havde sendt min mail, var kommunikationen på en venlig og voksen plan. Men så svarede advokaten:

Hej Albert,

Tak fordi du tog dig tid til at svare. Jeg er ked af at høre om dine genvordigheder. Det lyder ikke særligt heldigt, men det har jo ikke noget at gøre med denne sag.

Du har et domæne som vi har retten til og jeg ville bare spare tiden på al det juridiske ved at købe det af dig, men det er til en meget meget lav pris og der er ingen sammenhæng med tidligere tab af arbejdstid.
Jeg vil gå igang med papirarbejdet og sende sagen til Klagenævnet for Domænenavne.

“Sikken en spade”, tænkte jeg. Han kunne få domænet gratis, men det lægger jeg selvfølgelig ikke ud med! SPAMfighter ApS valgte den juridiske kamp. Fint med mig, så får de den også. At jeg ville tabe, var jeg klar over. Selvfølgelig havde jeg et stille håb om, at jeg ville vinde. Men egentligt har jeg også vundet. Advokaten har også vundet, fordi han har sikkert sendt en regning til Martin Thorborg og sine brothers-in-crime. Og SPAMfighter ApS har ikke kunnet bruge domænet i 8 måneder, mens de kunne have fået det i januarmåned. Syv, otte måneder har de ikke haft domænet, og det har kostet dem en del penge i markedsføringen. Men tja, de har selv valgt at tage den juridiske kamp. Jeg har hygget mig med at skrive mit svarskrift og et duplik. Jeg har brugt enhver argument, som jeg kunne finde på. Hvor åndssvagt de end var. Men det var jo det de ville. De ville have den juridiske kamp med mig, så får de den. Jeg har ikke agtet at involvere min advokat. For jeg ville tabe sagen under alle omstændigheder.

Officielt skal domænet overgives til den nye ejer – men jeg synes at legen har været god. Det var sjovt. Jeg har hygget mig. Nu må SPAMfighter fortsætte med at lokke folk i fælden. Jeg skal nok rydde op efter dem.
Kilde til afgørelsen: http://www.domaeneklager.dk/uploads/2011-0018slowpcfighter.pdf

PS I afgørelsen står der: ” Der er under klagesagens behandling ikke sket nogen ændringer på hjemmesiden.” Klagenævnet har vist ikke holdt øje med Havécoms hjemmeside.
Klagenævnet mener også at jeg er konkurrent af SPAMfighter. Det må Klagenævne bare tro. Jeg er ikke konkurrent på nogen som helst måde. Jeg laver ikke fusk. Men Klagenævnets begrundelse er: “indklagede driver konkurrerende virksomhed med klageren, idet begge tilbyder produkter og services inden for virus og spyware”. Altså en slagter er konkurrent til en bager. Idet begge tilbyder produkter og services inden for madvarer og konsumption.
Skal jeg klage over det? Njæææh… Legen har været god, sagde jeg lige. Jeg koncentrerer mig på andre ting.

Share